Som det ligger i navnet Pilea Depressa, så stammer den fra den samme slægt som den Pilea – Pilea Peperomioides , som de fleste af os kender. Den er ligesom Pilea Peperomioides meget let at passe. Den er virkelig god at have til ophæng i hjemmet, da den godt kan lide at sprede og hænge sig ud over kanten på krukken.

Vanding og jord

Min har jeg til at stå i almindeligt pottemuld, hvor jeg har dræn i bunden, her bruger jeg personligt selv lecakugler. Dette er en rigtig god ide, for skulle man komme til at overvande, så kan den komme af med det overskydende vand i bunden. Alt efter placering i forhold til lys, skal den vandes. Står den meget lyst (i et sydvendt vindue), skal den gerne have vand omkring en gang om ugen, mens som jeg selv har placeret den, længere inde i rummet, hvor solstrålerne sjældent rammer, så skal den have vand som en kaktus – altså 2 gange om måneden. Den skal aldrig blive helt tør, så hold øje med den.

Placering

Den skal stå lyst. Den vokser mere jo lysere den står. Placerer du den til gengæld der, hvor solstrålerne aldrig rammer, så vokser den ikke så meget. Den kan dog sagtens trives i de lidt mørkere kroge, men bemærk at den vil ikke vokse ret meget.

Gødning

Pilea Depressa trives særdeles godt, hvis du giver den en smule gødning i ny og næ. Universalgødning er det jeg personligt selv bruger.

 

Held og lykke!!