Flotte grønne blade, kan stå de lidt mørkere steder og ellers helt vildt let at passe, er alt sammen noget, som passer på Dracæna. Dracæna er nemlig en dejlig taknemmelig plante, som ikke kræver det helt store arbejde. Min egen Dracæna er ikke en, som jeg har været ejer af i vildt lang tid, men allerede på den korte tid har den formået at få 3 nye blade. Jorden jeg har den i, er lettere og mere porøs jord end almindeligt pottemuld, for det er blandet med en smule kokosmuld. Jeg vander den ca. 1 gang om ugen. Jeg plejer som regel at lade den tørre ud i mellem vandingerne, hvorefter den får en god sjat vand. Som jeg skrev tidligere oppe i blogindlægget, så er det en plante, som ikke nødvendigvis behøver alt for meget sol. Jeg har min forholdsvis langt inde i værelset, hvor solstrålerne i hvert fald ikke når ind. Så en god lys placering, uden direkte sol.

Specielt i starten oplevede jeg, at kanterne på bladene begyndte at blive brune og visne, og ligesom med min violinfigen, gik det hurtigt op for mig, at den bliver glad for at man doucher/sprøjter med vand på den dagligt.

Af og til giver jeg den også en sjat gødning med i vandet. Skøn plante, som kan lidt af det hele.

Held og lykke med din Dracæna!